The Story of Stuff

Annie Leonard - 2010

Sprog: Engelsk

"How our obsession with stuff is trashing the planet, our communities, and our health - and a vision for change"

Annie Leonard har igennem 10 år rejst rundt for at prøve at optrevle mysteriet om, hvor vores ting kommer fra, og hvor de forsvinder hen når vi smider dem ud.

Om forbrugerismens og globaliseringens bagside.

En klar og tydelig pointe kommer til at stå helt skarpt, jo længere ind i bogen man kommer: Man kan ikke køre et lineært system i en cirkulær verden - ikke uden fatale konsekvenser.

Vi er, med andre ord, ved at grave vores egen grav - med en skovl der højst holder i 6 måneder, hvor metallet er udvundet i Sydafrika, bladet er støbt og hærdet i tyskland, træet er fældet i polen, skaftet bearbejdet i Bangladesh, den er samlet og lakeret i Kina - og vi har købt den for 49,50,- i Jem&Fix.

Tankevækkende, og absolut nødvendig viden der ikke kun passer ind i den amerikanske virkelighed, men også i vores danske hverdag.

   

 

 

 

Der produceres ting som aldrig før. De frie markedskræfter og firmaers udflytning af produktion til 3. verdens lande minimerer de økonomiske omkostninger ved fremstilling og transport, og gør ting billigere end nogensinde før. Vi får fortalt at det er vores forbrug der driver hjulene rundt, øger velstand og levestandard - mens de virkelige omkostninger forbliver skjult og ikke tages med i regnestykket. Vi glemmer, at produktionen nu forurener andre steder. Steder hvor der ikke er de samme stramme miljøreguleringer som herhjemme. Vi glemmer, at vi ikke har uendelige ressourcer til rådighed, og at vores forbrug og dermed følgende affald langt overstiger det som planeten kan håndtere.